onsdag den 26. juni 2013

Nu som studenter-husmor.

Hvilket i det hele taget bare er en underlig sammensætning: studenter-husmor. 

Det betyder at der ikke er den store lyst til at drikke sig i hegnet eller noget i den retning. Det betyder at man fejrer det på en meget tiltrængt måde: en hel dag. I joggingbukser (med student 2013 skrevet på), uden bh og med sine hipster briller, mens man sidder i sofaen, beundrer rodet og spiller playstation en hel dag. Det er ferie for en teenage husmor! 

Mit job matcher forresten også meget godt det der med at være husmor. Jeg passer en lille pige på under 1 år, i cirka en lille time, mens jeg hjælper hendes mor med at lave mad, dække bord osv. Så spiser vi, og chefen gør sig klar til at tage til hundetræning mens jeg underholder bette pigen. Så tager chefen afsted og jeg leger med den lille pige, som er noget så sød og kær, skifter hendes ble, giver hende en flaske og har så aftenen for mig selv. 

Så kunne man jo stene tv osv. Eller, fordi forældreparret er nogle af mine gode venner, så kunne man også gøre den hjemmegående mor en tjenste. Så i dag har jeg fyldt og startet opvasker (hvilken luksus!), tømt og halvfyldt den igen. Vasket det op der ikke kan tåle opvasker, fejet og vasket gulv. Jeg får fast løn, så gør det kun fordi jeg synes det er det værd. De er de sødeste mennesker!

Men nu - nu er der rent. Så nu vil jeg snakke på skype med min kæreste mens han fortæller hvorfor Jurrassic Park er noget jeg skal interessere mig for. 

søndag den 23. juni 2013

Mere husmor (that's my life)

Maden i går blev en succes. Synes bare lige jeg ville fortælle det. Det var ganske lækkert! 

Sluttede også aftenen af med at bage nogle gulerodsboller. Det skulle være grahamsmel, men det havde jeg ikke, så det blev fuldkornsmel. Så svære valg.. Men gode blev de da, og de var også lækre i morges med det pålægschokolade kæresten kørte ud efter i stormen i går! 

lørdag den 22. juni 2013

Husmor mad

Husmor mad kan være noget så kedeligt må jeg indrømme.. Jeg er stor fan af madblogs, som kan give mig nogle gode ideer til de aftner jeg ikke rigtig gider noget. 
Lige i dag, blev jeg inspireret til noget thai-wok. Jeg havde lyst til nogle friske grøntsager, hvilket jeg normalt ellers ikke gider. Så når jeg endelig har lyst til sund mad er det bare at komme igang! Så det bliver en lækker wok, med kylling, broccoli, gulerødder, peberfrugt (jeg fandt de mest nuttede mini-pebre i Netto!) chili, karrypasta og kokosmælk.. Det skal nok blive interessant. Hvis det går helt galt, er der chiliolie til at overdøve smagen ;) Der bliver ris til i dag, tror jeg. Men nudler ville også passe godt! 

Jeg håber kæresten kan lide det. Han er tit efter mig med min fascination af smør. Jeg har bare noget med smør. 

Eksamenslæsning

Forsøger at læse til eksamen. Men det er som om der bare er andet der trækker. Det er når jeg skal lave noget skolearbejde det går op for mig at jeg trænger til at vaske tøj.. Eller støvsuge. Eller.... 
Jeg ved godt jeg bare burde læse. Men jeg kunne jo også lade være! 

fredag den 21. juni 2013

Starten.

Det her er så starten på en ny blog. I takt med at jeg starter en ny epoke i livet, for nu at lyde poetisk. 

For nu er det ved at være afslutningen på HTX hvor jeg har studeret bioteknologi og matematik i 3 lange år af mit liv. Hvor der skete en masse drama. Kriser. Alt det der hører med, så forhåbentlig vil der være mindre af den slags - og lige netop derfor følte jeg også det fortjente en ny blog. Så jeg kunne skabe mig selv på ny. 

Men hvad handler den her blog så om? Jamen til en start kan jeg fortælle at jeg, i mangel på bedre, skal på grundforløbet "Mad til Mennesker" på teknisk skole 1 år inden jeg skal på filosofistudet i Odense. Bare for at overleve og betale husleje for min kæreste og jegs lejlighed. 

Der kommer sjove anekdoter. Der kommer kriser. Der kommer en forklaring på hvordan det føles at være lidt ved siden af, socialt. Hvordan og hvorfor man vælger filosofi efter 3 år med naturvidenskab. 

Så følg med. Jeg garanterer at I vil opfatte mit liv som en galeanstalt - for det er det egentlig ret tit, med en kæreste som min og venner som mine!